Thursday, November 20, 2008

Først barn.

Det er mye jeg skulle ha gjort,
før jeg kan gå inn gjennom himlens port.
Når jeg på alt dette tenker,
kjennes det som jeg går med lenker.

Men, et sted kan jeg falle til ro,
fordi jeg lever i en tro.
Ordene fra min himelske Far, når jeg inntil hans bryst lener,
".. du er barn først, dernest tjener."

3 comments:

Anonymous said...

Eg kom til å tenkje på sangen til Sølvi Helen Hopland:

No skal du få vere barn, og ikkje tenar
No kan du vere liten, ikkje stor
Ingen spør deg kva du syns og kva du menar
det e'kje du som skal forsvare mitt ord

No skal du få sleppe hendene mine langs sida
du må'kje tru at du skal bere meg
Som om eg må holdast oppe heile tida
ikkje gløym at det er eg som bere deg.

No skal du få vere svak, legg bort din styrke
Eg lever fortsatt, sjølv når du er død.
Det er faren når mitt ord har blitt ditt yrke:
du tenker mest på alle andre du skal fø.

No skal du få lov å lytte, ikkje tale
no kan du ta imot, og ikkje gje
Du kan gråte ut for alt som har gått gale
eg vil holde deg og gje deg av min fred.

Eg ropar igjen, har prøvd så monge gonger:
Eg elskar deg, mitt barn, eg ELSKAR deg!
Du er ikkje uunnværlig som min tenar
men som barnet mitt er du umistelig.

Miss Wonderhill said...

nydelig!

Kjøde said...

Hehe, jeg lurte også på om hun hadde tjuvlyttet til Sølvi hopland, men så er jo bibelen ganske klar på dette punktet også :)